25. august 2017

fascinating 

Jeg indrømmer blankt at jeg var en kylling der ikke turde holde den i hånden 

Reklamer
22. marts 2017

kulhydrater med K

Kulhydraterne kalder
Kolde og krævende
Kulhydraterne kommer
Knusende katastrofale
Kulhydraterne kondolerer
Kontroltab hos en kontrolfreak
Kulsorte kindtænder knaser ketose-kost
Kunne kulhydrater konsumeres
Kunne kontrollen kobles fra

6. januar 2017

let’s do something scary

rlyscary

6. januar 2017

pis og psykiatri

Jeg var i psykiatrien i Region Nordjylland (på Mors) forleden. Nærmere bestemt 21/12-2016.

Det havde været længe undervejs. Som sædvanlig. Jeg er ikke så god til at tage tingene i opløbet, jeg plejer at ignorere mig selv og mine signaler, indtil lortet er brændt på. Det var det også denne gang.

Damen kiggede på mig. “Hvad tænker du, at du har brug for hjælp til?”

Og så måtte jeg jo fortælle hende det:
Jeg har heftigt brug for samtaleterapi. Og jeg har brug for en psykiatrisk læge, der lige kan tage et kig på min dosering af medicin, fordi det er uholdbart, at jeg selv administrerer det. Og så ville det være fedt, hvis jeg kunne få noget “akut” medicin, noget medicin til når mine følelser løber af med mig og jeg helst bare vil smadre alting og mig selv – men jeg var ikke interesseret i stærke piller, der bare slog mig ud og fik mig til at sove 16 timer. Så hellere undvære. Jeg sagde, at jeg har selvmordstanker og flashbacks hver eneste dag. Seksuelt er jeg gået helt op i limningen og reagerer først nu, 6 år senere, på den voldtægt der blev begået imod mig i Herning.

Hun tyggede lidt på det.
“Har du prøvet seroquel?”
“Jeg skal ikke på seroquel. Du kan heller ikke bare bruge seroquel som standardmedicin, jeg er hverken manisk eller skizofren, og desuden står det tydeligt i min journal, at jeg reagerer meget negativt på det.”
Hun tilbød mig antipsykotisk medicin, noget, der endte på -don. Samtaleterapi tilbød de ikke her på stedet, fortalte hun mig. Når de endelig tilbød det, så var det fordi, teamet hver 6. måned sad med en liste over 50 patienter og så kunne de give én patient samtaleterapi: højst sandsynligt ikke mig. Det skulle jeg ikke regne med. Heller ikke samtaler med en psykiatrisk sygeplejerske. Jeg kunne selv finde en psykolog at gå hos og betale til. Der var ikke råd til samtaleterapi i Psykiatrien i Nordjylland. Nå ja, og når jeg skulle have taget blodprøver, skulle jeg bruge 100 kr på at tage til Thisted og tilbage igen, fordi Morsø Sundhedshus muligvis ikke har et apparat, der laver hjertekardiogram.

Det var som et slag i maven. Her sad jeg grædende og fortalte, at jeg kun lever for min families skyld. At jeg ikke kan se samfundet i øjnene uden at være ved at bryde sammen. At jeg ikke magter dagligdags følelser og gøremål, og at jeg ikke kan håndtere verdenssituationen. At jeg smækkede min computer sammen midt i timen, da det gik op for mig at Trump havde vundet, og jegmåtte forlade lokalet og gå hen på marken ved siden af skolen og skrige “FUCK FUCK FUCK FUCK FUUUUUCK” i et kvarter, fordi det gjorde/gør mig så bange.

Antipsykotisk medicin. På trods af at jeg ikke er psykotisk, men ser verden tydeligere uden et medicinslør hen over øjnene. Til at reparere “hullerne i mit filter” så oplevelser ikke “flyver lige ind og rammer dybt”. Til at slukke den kreative gnist, der endeligt er flammet op igen.

Jeg sagde til hende, at det er der absolut ingen chance for, at jeg vil indvilge i. Mine psykiske problemer stammer fra traumatiske oplevelser, som skal tales igennem og ikke bare dopes væk. For fanden. Det står også sort på hvidt, at jeg har god gavn af samtaleterapi, og hvor mine problemer ligger: de er psykosociale og kan ikke “ordnes” med kemi, da der ikke er noget kemisk i vejen med min hjerne. Kognitivt, ja for fanden. Og også derfor skal der terapi til, fordi kognitive funktioner ikke ændres af sløvende medicin.

At give mig ‘medicin’ med argumentet “dit liv skal jo være tåleligt,” og så planlægge at bruge ‘medicinen’ som den eneste behandling: jeg var mildest talt rystet. Chokeret. Indigneret endda. Her går jeg og betaler et par 1000 kr i skat hvert år, der ikke stammer fra min SU-check, og så kan jeg ikke få hjælp til noget, der er dækket af sygesikringen. Noget, som når jeg læser om mine patientrettigheder, så har jeg ret og krav på behandling. I folderen i venteværelset, blev jeg opfordret til at efterspørge diverse terapistrategier: forestil dig min skuffelse, min sorg, da jeg blev forsøgt spist af med psyko-edukation og antipsykotisk medicin.

Så hvad er planen så nu? Jeg kan jo ikke gå her og være enormt syg og ikke gøre noget. Så ender jeg med at dø. Sådan helt for real og uden at være dramatisk, så ender jeg med at dø af min psykiske sygdom, hvis jeg bare bliver ignoreret.

Så jeg har snakket med banken. Og de vil gerne investere i mig. Men min bankrådgiver er også rasende over, at jeg skal gældsættes for at kunne få lægehjælp til noget, som sygesikringen skal dække. Først og fremmest vil min skole sørge for 10 samtaler hos en psykolog til mig. Dernæst må jeg selv (well, banken) eller kommunen finansiere det. Selvom det burde være på regionens regning.

Region Nordjylland: I har ikke hørt det sidste fra mig.

16. december 2016

kreative kræfter 

(Dette er skrevet på min mobil. Tilgiv mig taste/trykke- og autocorrect fejl)

Som sagt tager jeg nu plus/minus 75 mg venlafaxin, helst mindre, og det hele sprudler indeni. Der er farver og musik. Ømme fingre, fordi jeg spiller guitar igen. Vabler på fingrene fra farveblyanter. Og så var der forleden, hvor jeg måtte forlade opvasken i al hast, fordi inspirationen sprang ud af skraldespanden og ramte mig; så er jeg jo nødt til at sætte mig og skrive det ned – i hånden – mens kæresten nærmest får et chok over the urgency og spørger: “hvad sker der?” Og alt jeg kan sige er: “Sshhh ikke nu!!!! Shush!” 

Ikke alle farverne er pastel og ikke al musikken er hyggelig jazz: der er også en del mørke farver og melodisk dødsmetal. Så maler jeg endnu mere og spiller ultra triste sange. Stor fan af Jake Bugg og The Animals. 

Jeg får snart brug for en mikrofon, så jeg kan optage. 

12. december 2016

mit forhold til fitness

25. oktober 2016

om far

(repost fra facebook, 6/7-2016)

Om ca 1-4 timer er det præcist et år siden, min elskede far døde.
Det har været et mærkeligt år. Anderledes. Vi havde en god jul, og det gav mig et stik af dårlig samvittighed. Som om jeg/vi forrådte dig ved at hygge os uden dig. Irrationelle tanker.

Jeg er kommet tættere på mine søskende. Især Mette og Anna. Det lader til at være sandt: tragedier bringer os tættere på hinanden.

Mor fandt dig. Gav dig livreddende førstehjælp og kaldte på Daniel. Mette og Anna var der. Frank og Anita kom for at hjælpe. Mette sad som forstenet i haven, og Anna var utrøstelig og uforstående i Anitas arme. En ambulance og en helikopter kom. Den landede på det tomme stykke land, lige ved siden af vores gamle hule.

Jeg var i den anden side af landet. Togturen var så lang, far. Minder fløj forbi sammen med markerne. Livet var allerede ad helvede til. Damen over for mig talte til mig, og jeg var helt alene i verden. Der er ingen net- eller mobilsignal over hele strækningen gennem det jyske dødeland.

Din begravelse. Mor kunne knapt nok gå, støttede sig op af mig.
Mange mennesker, far. Mange blomster. Et par spøgelser fra fortiden.
Snakkede ikke med så mange. Kan ikke rigtigt huske det. Delte højst sandsynligt håndbakterier med 95% af de fremmødte. Det skal man jo.
Louise var der. Erik var der. Vi røg mange smøger.

Begravelse slut. Der var stadig mange, der ikke vidste det. Ferie og alt der der. Mor kørte i Brugsen i Durup i stedet for i Glyngøre. For mig var det dog en erklæring at gå ned i den lokale. Når folk så mig dernede, ville de huske dig. Det var vigtigt.

Sorg er en mærkelig ting, far. Jeg forsøger at gribe det an på min egen klodsede måde. Min særkendte galgenhumor har hjulpet. Min fascination af døden har hjulpet. Min tro har hjulpet.

Alle oplever sorg og død på et eller andet tidspunkt. Og alligevel bliver der ikke snakket om det. Man kan snildt snakke om, hvad man kan dø af, men ikke hvad der sker efter døden: både med den døde selv og med de efterladte.

Jeg tænker på dig hver dag, far. Snakker også om dig hver dag. Også til semi fremmede.

Min far er død, siger jeg så. Folk ved ikke, hvad de skal sige. Så snakker jeg videre om din død og dens indvirkning på vores liv med min sarkastiske distance.

Jeg bruger dit Coop kort. Manden i fakta kiggede på det.
– Gert?
– Ja, det er min far..
– Nå, du samler point til ham?
– Næh, han er død. Nu samler jeg dem til min mor.

Din pludselige død har fjernet mine selvmordstanker. Altså, de fleste af dem. For fanden. Pludselig var jeg jo ligesom nødt til at indse, at jeg faktisk ikke var undværlig. En følelse, der ellers altid har været i mig. Der er brug for mig. Jeg vokser med opgaven. Også selvom jeg har fucket op i min skolegang hele året og praktisk taget dumpet alle eksamener. Jeg har gjort det okay, far. Bedre end jeg havde troet.

Din død har skærpet min tro. Man skulle ellers tro det modsatte. Uretfærdige dødsfald gør ofte det.
Jeg griber måske bare efter græsstrå, ligesom jeg gjorde sidste år, da jeg fik at vide, at du var død. Men det føles som om der trods alt var en mening. Ikke med din død – men med min egen fucked up fortid. Det har hærdet mig. Forberedt mig. Så jeg takker min idé om Gud for at have gjort mig stærk nok til at gå igennem dette år.

Jeg besøger ikke din grav så tit. Det giver mig dårlig samvittighed, og så alligevel ikke. Jeg har tænkt mig at plante noget direkte ned i jorden ved din grav. Noget smukt, der sætter frø, så det kan gro videre hjemme hos mig, så du kan være hos mig. Jeg tænker en solsikke. En af de knapt så høje.

I morgen tager jeg hjem til Glyngøre, far. Vi skal mindes dig. På din dødsdag.

Sommetider føles det stadig som om, det skete i går. Men livet går videre. The show must go on. Det skete ikke i går, far. Det er et helt år siden.

.. og jeg har stadig ikke helt begrebet det endnu.

Gert Bro Mølgaard
26/8/1959 – 6/7-2015

Tags: , ,
25. oktober 2016

sommeren ’93

14495525_10209837472667384_8933037060419072330_n

Tags: , , ,
18. oktober 2016

lchf og pcos

Så er det tid til en update om LCHF’s påvirkning af PCOS.
 
Det går pisse fedt. Jeg spiser træningsliberalt, dvs deromkring 100-150 g kulhydrater om dagen. Her den anden dag ville jeg lige putte hoftedellerne lidt længere ned i bukserne, så der ikke var så meget muffintop.. Men det kunne jeg ikke! De var simpelthen krympet. Så gik der to dage, og jeg fik min regelmæssige menstruation nr 2 nogensinde. 34 dages cyklus. Lidt akne, men bilder mig ind at det er indenfor normal-mængde. Til gengæld havde jeg pms i 10 dage, men jeg synes, det er det værd. (Det må du så spørge min kæreste, om han også synes) 
Nu har jeg så fået en træningsskade, det skulle jo ske på et tidspunkt. Mit knæ er hævet, ømt og strammer. Så jeg skal holde det næsten helt strakt (i hvert fald ikke sidde i skrædderstilling, som ellers er min default siddeposition) og ikke træne i en uge, og det har jeg det herre stramt med, fordi jeg lige nøjagtigt var begyndt at kunne mærke gode forandringer (ikke se, desværre, ikke endnu) og så skal jeg spilde en uges medlemsskab (50 kr!!) med ømt knæ. Og investere i knæbind, ankelstøtte og håndledsstøtte, fordi jeg er hypermobil over det hele. Æv. Vil hellere investere i træningstøj.

LCHF virker bare. Jeg gider ikke spise striks LCHF (20-30 g om dagen) eller andre typer, der kræver at jeg skal proppe pofiber og andre mærkelige ting i. Synes aldrig det fungerer og det smager ikke godt. Fik lavet de værste pandekager nogensinde, det var sørgeligt. Og så vil det også kræve alt for meget talfokus, og det ved vi godt er pisse dumt, hvis jeg går i gang med det igen. Så i stedet træner jeg. Cardio, så jeg får brændt lidt sukker af (og dermed kompenseret for mine ‘mange’ kulhydrater) og styrket min puls og så styrketræning, fordi jeg ingen muskler har efter mange års spiseforstyrrelser. Og fordi det skulle hjælpe på hormoner. Jeg holder meget øje med puls. Det burde jeg skrue ned for, og i stedet forsøge også at mærke efter, hvad min krop siger. 

ps: Halloween pynten i gågaden er blevet smadret. Så sent som i går, gik Jones og jeg gennem gågaden og syntes, at det var frygteligt hyggeligt. Jeg hader Mors.
Tags: , , , ,
6. oktober 2016

jeg tror jeg er født med kronisk dårlig samvittighed